Ubrugte offentlige midler i form af honorarstøtte bør gå til flere koncerter, når små og mellemstore spillesteder, kulturhuse, foreninger med flere kan åbne igen. Samtidig vil det være oplagt at supplere med yderligere støtte til koncertaktiviteter.
(Bragt som debatindlæg i Kulturmonitor 19.01.2021)
Af Martin Blom Hansen, journalist og musiker
Skal vi aldrig høre levende musik igen? Og skal vi aldrig ud at spille igen? Angsten for en fremtid uden koncerter banker på lige nu, hvor det virker som om, den lyse, normale tilværelse er meget langt væk.
En genåbning af livemusikkens mødesteder lader desværre nok vente på sig. Og når det sker engang i dette forår, bliver det formodentlig med samme restriktioner som i efteråret. Det vil sige ned at sidde, begrænset antal publikum, afstandskrav, håndsprit, mundbind og fy fy skamme til at synge med på omkvædet.
Det øjeblik en genstart af det store og brede livemusikområde finder sted, bør følgende have høj prioritet: De offentlige honorarstøttemidler, som ikke er brugt på grund af nedlukningerne i 2020 og nu også i 2021, skal bruges til ekstraordinært flere koncerter.
Mange spillesteder og foreninger modtager honorarstøtte, som er øremærket støtte til betaling af musikerhonorarer. Hvis spillestederne ikke har brugt honorarstøtten i 2020, skal den tilbagebetales til henholdsvis stat og kommune. Det vil være grotesk, hvis honorarstøtten ryger tilbage i stats- og kommunekasserne i en tid, hvor der netop er ekstremt meget brug for at få hele koncertmarkedet op i gear igen. Disse midler skal op af kassen igen og bruges til det, de er tiltænkt til, nemlig betaling af musikere for at spille koncerter.
Situationen er alvorlig. I foråret 2020 fik musikerne aflyst eller udskudt bookede job. Her ti måneder senere må man konstatere, at flere af disse koncerter er flyttet endnu engang, måske endda for tredje gang. Turneer er udskudt, planlagte koncerter lagt på hylden, og hele bookingautomatikken er gået i stå.
Tilbage sidder musikerne og andre med livebranchen som levebrød med tomme kalendere og et svindende håb om normale tilstande inden for en overskuelig fremtid. De mange forskydninger af indgåede aftaler presser hele systemet, og det er svært at skabe nye aftaler mellem bands og spillesteder. Der er opstået et enormt efterslæb og katastrofalt store huller i økonomien.
Flere koncerter, mange flere
Når man snakker om genstart af livescenen, når det er sundhedsmæssigt forsvarligt, skal hele den mangfoldige mængde af spillesteder, foreninger, kulturhuse, kirker med flere have mulighed for at sætte flere koncerter op, end de normalt ville have på plakaten. Det kan ske ved for eksempel at afholde ekstra koncerter om eftermiddagen eller inddrage flere af ugens dage og aftner.
Inden nedlukning nummer to af kulturlivet i december 2020 var der opbygget imponerende meget ekspertise rundt om på små og mellemstore spillesteder, i kulturhuse, foreninger, kirker, forsamlingshuse og andre mødesteder for livemusikken. Der var velvilje hos publikum, musikere og arrangører. Alle ville gerne give lidt ekstra for at få koncerterne til at fungere. Når stederne igen kan åbne – med diverse restriktioner – er der ingen tvivl om, at det samme vil være tilfældet.
Og hvem skal så betale for det?
For det første: Brug som nævnt den allerede bevilgede honorarstøtte, der ikke har været anvendt på grund af nedlukningerne.
For det andet: Publikum er uden tvivl stadig med på at betale en forhøjet billetpris under de nuværende forhold, hvor levende musik er en knap ressource.
For det tredje: Det vil give god mening at indføre en ekstra og øremærket udvidelse af honorarstøtteordningen. Det vil medvirke til at bringe mange musikere og andre i livebranchen tilbage på sporet. Og det vil være et kulturpolitisk værktøj i bestræbelserne på at give corona-trætte og musikhungrende borgere en tiltrængt vitaminmusikalsk indsprøjtning. Og når man politisk i efteråret kunne indgå en aftale om ekstra nye arbejdslegater til kunstnere ramt af corona, burde det være muligt at finde midler til en udvidelse af honorarstøtteordningen, som vil gavne de mange.
Det gode ved en honorarstøtteordning eller en ekstraordinær støtte efter samme opskrift er, at midlerne er øremærket konkrete koncertaktiviteter. Det betyder, at der rent faktisk kommer koncerter ud af det, at publikum får livemusikken tilbage, og at musikerne er sikret en rimelig minimumsbetaling. Det er vigtigt, at honorarstøtten ikke bliver konverteret til drift af spillestederne.
Både kulturpolitik og erhvervspolitik
Livemusikken er både et kulturpolitisk og et erhvervspolitisk anliggende. Livemusikken er med alle sine mange genrer og musikmiljøer et umisteligt og meget vigtigt gode for store dele af befolkningen.
Den er samtidig et betydeligt erhverv. Den seneste statistik er Rambølls rapport “Dansk musikomsætning 2017”, hvor det fremgår, at livebranchen omsætter for omkring 6 mia. kroner årligt. Alt inklusive – fra mega-begivenheden i Royal Arena til café-koncerten på Café Støj. Fra græsmarken i Jelling til intimjazzlokale i Kompagnistræde.
Hjælper man livemusikken på benene igen, får samfundet både en stor del af kulturtilbuddene tilbage til borgerne og understøtter samtidig et erhverv, der er virkelig hårdt ramt.
Mange af de etablerede spillesteder er presset helt i bund økonomisk. Det kan en honorarstøtte ikke trylle væk. Derfor kan der være behov for ekstra økonomisk ilttilførsel til driften mange steder. Man kan også forstille sig, at stederne i et eller andet omfang kan gøre brug af hjælpepakker og andet samtidig med, at de sætter gang i aktiviteterne igen.
For sagen er jo, at når de mange mødesteder for livemusikken åbner igen, bliver det for halv kraft, begrænset publikumsantal og med diverse omtalte sundhedsmæssige retningslinjer og krav. Indtægter og omkostninger vil have svært ved at mødes i fællessang.
Kulturministeriet har nedsat et genstartsteam med en række udvalgte personer fra kultur- og idrætslivet. Genstartsteamet skal via et idékatalog komme med anbefalinger til, hvordan man kan sætte gang i kulturlivet.
Indspark til idékataloget på livemusikkens område må være at få honorarstøtten samt en ekstraordinær koncertstøtte efter honorarstøtteordningens principper sat i gang, så snart en genåbning kan finde sted. Samt at man finder løsninger på en akut driftshjælp til betrængte spillesteder. Målet skal være at give livemusikken tilbage til borgerne, og at sikre, at der også fremover vil være musikere, der kan træde på scenen, og en livebranche, der ikke har draget sit sidste suk. I det mere højstemte toneleje gælder det om at sørge for, at levende musik også fremover vil være den fælles puls, vi som mennesker har brug for at mærke.
Disse tiltag kan fint gå hånd i hånd med bestræbelserne på at skabe et coronapas, som kan blive adgangsbillet til større kultur- og idrætsbegivenheder – herunder de store festivaler. Og naturligvis er forudsætningen, at nye virusvarianter og frygt for smittespredning ikke betyder total nedlukning i uoverskueligt mange måneder frem.
